Gadekunst i Børnehaven?


Kan børn lave gadekunst? Også dem i børnehaven?

Selvom vi ikke tidligere haft børnehaver med under i vores undervisningstilbud, så tog vi alligevel udfordringen da vi sidste år blev kontaktet af det fantastiske initiativ KULTURRYGSÆKKEN og hvor har det været en fed erfaring at gøre os!

Vi har nu været rundt i 4 børnehaver i København med vores gadekunstworkshops. Vi har arbejdet med forskellige udtryk under temaet “Gaden, byen, kunsten og dig”. Materialerne har vekslet fra kridt til papir, over strandsten og stencils, samt stickers og tape.
Børnene har været mellem 4 og 6 år og det har været en lærerig og fin proces at tale med børnehavebørn om det at bo i byen og lave kunst på gaden.
Ved hver workshop har vi efterstræbt at børnene får lov til at sætte præg på deres nærmiljø, det vil sige at vi har lavet kunst på børnehavernes legeplads, indgangsparti eller i lokalområdet. Vi opmuntrer børnene til at omdanne hverdagsobjekter til fantasifulde væsner og til at lege med at vende betydning og opfattelser af hvad der er normalt. Det gør vi for at udfordre og styrke børnenes evne til at lade fantasien være med i hverdagen.

Vi har nu lavet gadekunstformidling for både børn og voksne i snart 3 år og vores undervisningstilbud rummer praktiske og dialogbaserede workshops, ture, events og foredrag  med udgangspunkt i gadekunsten og dens interaktion med det urbane rum. Det er første gang  vi har prøvet vores undervisningsmetoder af på så små børn, og til vores store glæde viser det sig at børn i denne alder er overmåde dygtige til at sætte ord på det urbane rum de oplever og lever i. Derfor har vi besluttet at holde fast i at tilbyde workshops til børnehaver. Hvis du er interesseret i at høre mere om vores erfaringer med gadekunst workshops i børnehaver eller vil du have et tilbud, så send os en mail på writeus@streetheart.dk


Kulturrygsækken er er et samarbejde mellem Copenhagen Kids og Københavns Kommune. I et samarbejde mellem kunstnere og kunstnergrupper indenfor alle genrer har  de hovedaktører stykket et fantastisk oplevelses- og kulturprogram sammen til næsten fri afbenyttelse for de Københavnske institutioner i alle aldersgrupper, helt fra vuggestuen. Institutionerne betaler et symbolsk beløb for at få en oplevelse til deres børn og kommunen støtter de kreative initiativer via puljen.

Indtil videre har projektet kun kørt som et forsøgsprogram for udvalgte dele af de københavnske institutioner, men tanken bag projektet er at gøre det mere tilgængeligt for institutionerne at give deres børn kulturelle oplevelser både indenfor musik, dans, kunst, teater og meget mere. Vi synes det er et fantastisk initiativ og hvis du gerne vil give det opbakning så tjek det ud på deres hjemmeside og på facebook.

Når vi udvikler workshops  afprøver vi alle genrer og forsøger at finde frem til nye og lovlige måder at indtage byens rum. Med vores undervisning gør vi gader og mure over hele Danmark til rum for oplevelse og deltagelse. For os er det vigtigt, relevant og ikke mindst sjovt at få børn og voksne til at tage stilling til deres daglige omgivelser og udfordre  opfordre at få dem til at gå i dialog med murene og asfalten og på den måde interagere med deres by.




Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.