Julen nærmer sig med raske skridt

FIND DEN ÆGTE JULEÅND OG  FORKÆL DIT INDRE LEGEBARN
Synes du også det er svært at finde den ægte juleglæde frem, når der bimles og bamles med juleklokkerne alt for tidligt, så læs med her. Måske kan STREETHEART hjælpe dig med at finde din indre glade julegris frem og tænde den ægte julegnist i dit vinterkolde hjerte. For vi har en gave til dig og din by.

GADEHJERTEJULEKALENDEREN 2012
Før julefreden sig sænker går det vilde juleræs. For nu står den for døren – December og julen. Kapløbet med tiden og et kalenderlys der brænder er i gang. Og vi har en gave til dig. Noget der kan bringe dig i ægte julestemning, hvis du er villig til at investere en lille smule af dig selv og din dyrebare tid i en leg. Vi giver dig en julekalender med 24 låger, ligesom den dine børn får, men den hænger ikke hjemme på din væg. Du skal ud i din by og finde dagens låge. Vi lover at hjælpe dig lidt på vej hver morgen og vi tør godt garantere at jo flere låger du når, desto gladere bliver du.

FRA ALLE OS TIL ALLE JER
Hver morgen kan du stå op, tænde dit kalenderlys, skænke dig en kop kaffe og åbne lågen i din virtuelle GADEHJERTEJULEKALENDER på www.streetheart.dk. Her får du dagens ledetråd til, hvor i byen du skal starte din skattejagt. Måske kan du nå det på vej til arbejde, måske skal der ledes på vej hjem, eller måske skal du gå dig en tur i sneen med din bedste ven en kold decemberaften. Det vigtige er, at du får leget i hverdagen – og det er sundt.

SÅDAN GØR DU
24 gadekunstnere gemmer 24 kalenderlåger med gadekunst i din decemberby, så du kan få andet end julestress og gaveræs på hjernen i den søde juletid. Lågerne er gemt overalt i København og de  kan tage alle tænkelige og utænkelige former, når gadekunstnerne leger med byens rum, mure, gader og inventar. For at være sikker på at du har fundet dagens låge, skal du se efter om der er et hjerte med dagens lågenummer i nærheden af værket.  Kig højt og kig lavt, og husk hue, vanter og kamera eller telefon, når du smutter ud på eventyr i vinterbyen. Finder du dagens “låge”, så skal du tage et billede af den og sende det til writeus@streetheart.dkinden midnat og så deltager du i de daglige lodtrækninger om masser af dejlige julepakker skænket i den bedste juleånd af de rareste butikker i byen. Så på med vanten og op på cyklen gennem København til ledetrådsspottet, hvorfra du kan se kunstværket.

JAGTEN ER LØNNEN I SIG SELV
I julemåneden skal alle forkæles lidt ekstra og derfor kan du faktisk oveni den dejlige tur ud i vinterbyen også få chancen for at vinde lækre præmier i de daglige lodtrækninger om hårde, bløde, varme og kolde pakker, sponsoreret af byens rareste butikker, teatre, cafeer og biografer. Men det gælder faktisk ikke om at komme først. Alle billeder, der bliver modtaget inden midnat, er med i lodtrækningen om dagens julepakker, for hovedformålet med kalenderen er, at sætte dig i gang med at lege, bruge byen og få øjnene op for al den gadekunst som byen og gaderne bugner af.

Årets hovedpræmie er en billet til Roskilde Festival 2013 og jo flere gange du har fundet dagens låge, jo flere gang er dit navn puttet i den store julebowle, som vi udtrækker efter at den sidste låge er åbnet i årets urbane gadekunstjulekalender.

GADEHJERTEJULEKALENDEREN
bliver til i fællesskabets gavmilde ånd og alle de medvirkende arbejder 100 % frivilligt for at give dig grund til at smile mere i julemåneden. Vi gør det vi gør, fordi vi slet ikke kan lade være. Vi håber at dele gadernes gavmilde kunst med så mange som muligt og dermed give flere blod på tanden til at at tage på skattejagt i hverdagen. Derudover så tror vi på karmaloven og ved at gøre noget godt for dig, så får du måske også mere overskud til at gøre noget godt for en fremmed, din nabo eller måske din farmor. Så kære København, kan du lege? Og rigtig glædelig jul.

Kærlig hilsen
Søs & Christina

Tag: