Giv et smil – en workshop om gavmildhed og gadekunst

I fredags var vi endnu et smut forbi Stenurten Børnehave på Nørrebro for at lave en workshop med børnene. Sidste gang vi var der lavede vi en Littlebrother inspireret workshop, hvor børnene satte øjne på byen og derigennem fik øjnene op for gadekunstens magiske evner. Denne gang var der også øjne med i legen, men vi afprøvede en ny tilgang hvor årstiden og gavmildheden var i fokus.

Streetheart workshop

GAVMILDHED OG GADEKUNST
Gavmildheden er en del af gadekunstens natur. Dem der udfører både små og store værker på gaden, gør det udfra et ønske om at bidrage med noget af deres kreativitet og fantasi til byens virvar af indtryk. Man forventer som gadekunstner intet andet tilbage end at værket bliver set og værdsat og man håber måske på at det kan bidrage med et lille smil i den travle hverdag. Når man oplever gadekunsten på gaden kan man også til tider blive nærmest overvældet over at en fremmed på den måde kan give os en fin oplevelse uden at forvente noget retur. Det er noget af det fine ved at både lave og opleve kunsten på gaden.

IMG_2022

EFTERÅR OG GLADE BLADE
Vi besluttede os for at finde en nem tilgang til det at vise eleverne gavmildheden og den legende tilgang til byen som er gadekunstens styrke. Byen er lige nu ved at skifte karakter fra summende sommer til eftertænksomt efterår og overalt ligger der farverige dynger af blade på gaderne. Disse blade brugte vi som udgangspunkt da vi sidste år startede et lille efterårs gadekunst projekt: #leavingleaves.

MIN BY ER DIN BY
Workshoppen sammensættes med vores Min By er din By koncept, som er et workshopforløb der har til formål at skabe rum for italesættelse af elevernes lokale område og bydel. Vi har børn og unge med rundt på sanseture i lokalområdet og opdager i fællesskab hvad det vil sige at være en del af lige netop det område hvor skolen eller institutionen ligger. Grundtanken er at vi ved at gå i dialog med børnene omkring lokalområdet og ved i fællesskab at udføre midlertidige værker kan styrke viljen og troen på at man som lokal beboer kan være med til at forme sin by.

IMG_2015

LAV ET SMIL – GIV ET SMIL
Konceptet er meget enkelt: Man samler blade og tegner små simple ansigter på dem for derefter at efterlade dem rundt omkring på gader og stræder, i cykelkurve og på bagagebæreren af cykler. Man gør det både i håbet om at kunne give et smil videre til en fremmed, som måske dermed får lidt overskud til at smile til en anden fremmed, men også for at styrke fantasien og evnen til at lege med byens udtryk.

IMG_2033
IMG_2032

 

CYKELBRO & KIRKEGÅRD
Denne gang havde vi børnene med op på cykelbroen over Åboulevarden og oplevede de kontraster der er der hvor cyklister, billister og gående mødes. Derefter var vi et smut inde på Assistensens Kirkegård, hvor vi samlede blade og malede ansigter og følelser på dem. Bladene blev derefter gavmildt uddelt af børnene til fremmedes cykler og ved opgange på vejen hjem til børnehaven.

SKATTEJAGT I HVERDAGEN
Ved at placere værkerne i lokalområdet bliver det  muligt for de børn som har deltaget i workshoppen at genkende, genopdage og videregive deres oplevelser til både familie og venner. Vi efterlader også en række små værker på børnehavens legeplads, som børnene kan komme ud op opdage efter frokost og på den måde selv få glæden ved at opdage et lille smilende blad.

BOOKNING
Workshopforløbet er booket igennem Kulturrygsækken, som tilbyder workshops til både institutioner og skolen og til en meget overkommelig pris. Vil du gerne booke os til et forløb så send en mail på: writeus@streetheart.dk

 

På sansetur med Streetheart
IMG_2036
IMG_2035

IMG_2029
IMG_2010
IMG_2008

IMG_2011
IMG_2016
IMG_2019