
I kan tro der er travlt på gadehjertekontoret. November og December står hvert år i gadehjertejulekalenderens tegn og der er nok at gøre når København skal omdannes til en kæmpe julekalender til jer alle.
GADEHJERTEJULEKALENDEREN bliver til i fællesskabets allergavmildeste ånd og alle medvirkende arbejder 100 % frivilligt for at give dig grund til at smile mere i julemåneden. Vi gør det vi gør, fordi vi slet ikke kan lade være.
Vi håber at dele gadernes gavmilde kunst med så mange som muligt og dermed give flere blod på tanden til at at tage på skattejagt i hverdagen. Derudover så tror vi på karma-loven og ved at gøre noget godt for dig, så får du måske også mere overskud til at gøre noget godt for en fremmed, din nabo eller måske din farmor.
Årets jule-lineup til kalenderen rummer både garvede gadekunstnere og newbies og du godt begynde at glæde dig til at åbne låger. Kunstnerne i kalenderen har helt frie hænder til at finde på hvad deres låger skal kunne og hvor de skal være.
Gadehjertejulekalenderen proudly presents:
KISSMAMA, RUNE CHRISTENSEN, BERT, TEJN, BASCO 5, BLØD LYKKE, PHUCISME, OEPS, LITTLEB
Dette års kalendermotiv er tegnet af kunstneren Dennis Seide aka Hærværk, som vi også tidligere har haft med på sjove projekter. Hærværk har en fin, melankolsk streg og sammen med de poetiske og humoristiske catchline titler, som værkerne har, opstår der skarpe, skrøbelige, sjove, skæve og smukke universer i hans verden. Værkets titel er “Da jeg gik ud over Langebro (så holdt jeg ølpause på midten)”.
Kalendermotivet bruges som baggrund for årets virtuelle kalender, hvor du hver dag kan gå ind www.streetheart.dk og finde dagens ledetråd, som fortæller dig hvor du skal drage hen i din vinterby, på vej til eller fra arbejde. Her skylder vi en stor tak til Anton og Apricot Pig Productions, som hjælper os med at sætte kalenderen op her på bloggen. Husk også at følge os på facebook, hvor vi hver dag opdaterer og giver jer seneste nyt om lågerne og præmierne i kalenderen.
Tidligere års gadehjertejulekalendermotiver:

1. år med gadehjertejulekalender – Københavns Rådhus blev gradvist pakket ind i gadekunst, efterhånden som lågerne blev åbnet i kalenderen. Kunstner Phucisme

Gadehjertejulekalenderen 2010 – Kunstner: Tejn

Gadehjertejulekalenderen 2011 – Kunstner: Stine Hvid