I torsdags var Streetheart på besøg på KØS for at lave en åben workshop i anledningen af indvielsen af den nye forplads, der med sine 111 trapper og plateauer udgør et nyt performativt byrum foran museet der nu indbyder til både leg og ophold.
Vi havde stencils og paste up materiale med og der blev gået til den på de rene fine hvide flader. Museet er Danmarks eneste museum for kunst i det offentlige rum og derfor brugte vi lidt tid på at smage på lige netop den sammensætning af ord: Museum, Offentlig og Kunst. Børnene kom med mange fine betragninger omkring det at lave kunst i et offentligt rum og vi fik set den nye plads i dette perspektiv.
De yngste blev introduceret for Kissmama, som sjovt nok er det eneste værk der er tilbage fra udstillingen Walk this Way, som Streetheart var co-kuratorer på. Kissmama var den eneste gadekunstner som sneg sig med uden at være blevet spurgt og derfor er det også nærmest ren poetic justice at det er det eneste værk, som stadig lever på museet i Køge.
De ældre elever bevægede sig ud i stencilens fascinerende verden og resultatet blev en flot collage af tanker og idealer.
Det var dejligt at være tilbage i Køge og vi håber snart vi får lov at komme igen.